Et banner med teksten "Troldeliv". I baggrunden ses en mørkegrøn skov og en lille trold, der samler svampe.
Forside på elevhæfte til bogen "Troldeliv – Skovens hjerte", med bogens forside hvor to trolde rider på en hvid elg og teksten ”Natur og verdensomsorg”

Troldeliv - materiale

Vil du arbejde med natur og verdensomsorg med eleverne i de yngste klasser? Dette elevhæfte er udviklet af skolelærerlife.dk til Sissel Bøe og Peter Madsens bog “Troldeliv – Skovens hjerte”. Materialet tager udgangspunkt i bogens fortælling og inviterer eleverne til at arbejde videre med både handling, personer og centrale temaer. Opgaverne varierer mellem læseforståelse, samtale, kreative aktiviteter og små undersøgelser og lægger op til både individuel fordybelse og fælles refleksion. 

Gennem arbejdet med fortællingen sættes der fokus på natur, sammenhænge i naturen og verdensomsorg. Eleverne arbejder blandt andet med Paja, Pajko, Bittefolket og Mæt og undersøger, hvad der sker, når balancen i skoven bliver forstyrret. En figur som Mæt giver f.eks. mulighed for at tale med eleverne om, hvordan det, vi gør, kan påvirke andre og vores omgivelser, uden at samtalen kommer til at handle om skyld eller dårlig samvittighed. Bittefolket kan samtidig være en fin indgang til at undersøge, hvordan alt i naturen hænger sammen. Forfatterne har hentet inspiration til Bittefolket fra regnorme og deres vigtige rolle i naturen. Ligesom Bittefolket lever regnorme blandt andet af dødt plantemateriale og er med til at omsætte det i jorden. 

Til sidst i hæftet møder eleverne mere åbne og kreative opgaver, hvor de blandt andet skal på opdagelse i naturen og formidle deres egne idéer til, hvordan vi passer godt på skoven. Materialet kan bruges som et selvstændigt læseforløb eller suppleres med yderligere arbejde med bogen, naturen og verdensomsorg.

Download undervisningsmateriale