
Benni Bødker er aktuel med romanen ”Stjernerejsen”, som er en eventyrlig fortælling til lands, til vands og i luften. Bogen er illustreret af den prisvindende illustrator Rasmus Bregnhøi. Benni fortæller her om samarbejdet med Rasmus, sin fascination af genren steampunk, og hvorfor bogen kan ses som en moderne Jules Verne-roman til børn.
Hvorfor valgte du at skrive ”Stjernerejsen” – hvad inspirerede dig til den?
”Stjernerejsen” kom ene og alene til verden, fordi Rasmus Bregnhøi og jeg gerne ville lave endnu en bog sammen.
Vi har tidligere lavet romanen ”Krystalskibet”, som virkelig mange læsere har været glade for, og som folk bliver ved med at skrive til os om. Det er virkelig en, der har grebet både børn og deres voksne. Men vi var også selv enormt glade for bogen og har hele tiden haft lyst til at lave en opfølger. Ikke en fortsættelse, men en bog der kunne det samme.
En dag, da jeg sagde noget om Antarktis og Jules Verne, gik Rasmus straks i gang med at lave nogle skitser til en historie, som endnu ikke var så meget som en idé. De skitser satte til gengæld gang i min fantasi, så jeg straks kastede mig ud i den historie, der er blevet til ”Stjernerejsen”.
Den har været mange år undervejs!
Hvordan vil du beskrive dit og Rasmus Bregnhøis kreative samarbejde?
Det er lidt usædvanligt, fordi Rasmus ikke bare bliver hyret til at tegne, hvad jeg skriver. Der er i høj grad input fra ham, der har ført til såvel ”Krystalskibet” som ”Stjernerejsen”.
Hvad vil det sige, at ”Stjernerejsen” er steampunk?
Steampunk er jo grundlæggende den præmis, at historien foregår i fortiden - og mere konkret den tidlige industrialisering, deraf ”damp” (steam) - men med en teknologi, der er mere avanceret, end tilfældet var i virkeligheden.
Det er således en slags science fiction. Det lyder måske lidt tørt, men den præmis er ekstremt frugtbar for fantasien. Og for Rasmus og jeg har det vigtigste egentlig været, at vi gerne ville give følelsen af Jules Verne. Tænk ”En verdensomsejling under havet”. Men vel at mærke i en moderne form, for et barn af i dag sætter sig jo ikke ned og læser Jules Verne.
"Tænk ”En verdensomsejling under havet”. Men vel at mærke i en moderne form."
Kan du fortælle lidt om tankerne bag at flette andre medier som avisartikler og dagbogssider ind undervejs i bogen?
”Stjernerejsen” er en eventyrlig spændingsroman i bedste Jules Verne-stil, om end gerne lidt mere moderne. Men den er også en fantastisk skrøne om begivenheder, der overskrider det almindelige, så jeg har valgt at lade hovedpersonen Tom selv fortælle den. Om man så kan stole på ham, er en anden sag, men det tror jeg egentlig godt man kan, sådan nogenlunde.
Indimellem er der så mere faktuelle indslag i bogen, der stammer fra Toms scrapbøger og dagbøger og andet. Det kan man læse, hvis man vil, men man kan også springe det over. De supplerer Toms fortælling og gør, at man selv kan digte videre på nogle af sprækkerne i fortællingen og gå ud ad en tangent.
Romanen er også fuld af historier, der ikke er fortalt endnu, men som man som læser - og ikke mindst højtlæser! - kan fabulere videre på.
Hvornår og hvordan opdagede du din kærlighed til bøger – og har du tips til børn og deres forældre med, hvordan man kommer i gang med læsningen?
Jeg har læst, siden jeg kunne holde en bog i hånden, og det er ikke så overraskende: Mine forældre læste. Både for sig selv og for mig. Jeg har gjort det samme selv. Jeg har altid siddet på sengekanten og læst højt for mine børn eller i bilen, når vi kørte på ferie. Det virker.
Det virker også, at bøgerne er tilgængelige. Gå på biblioteket og tag dem, hvis forsider lokker. Lad være med at spekulere over, om bøgerne er passende eller ej. Ungerne skal nok lægge dem fra sig, hvis de ikke er til dem.
Hvordan startede du med at skrive? Har du altid vidst, du ville være forfatter?
Jeg har skrevet, næsten lige så længe, jeg har læst, men jeg kan ikke påstå, at jeg altid har villet være forfatter. Som barn havde jeg ingen forestilling om, at det var en mulighed. I den verden, hvor jeg levede, virkede det i hvert fald mere sandsynligt at få et job på fabrikken, når man blev gammel nok. Men jeg skrev, og jeg skrev, og jeg skrev ...
Hvilke tre bøger vil du anbefale andre at læse?
Lige om lidt udkommer sidste bind i Philip Pullmans serie om Lyra, der begyndte med ”Det gyldne kompas”. Det tror jeg er en god anledning til at læse hele serien. Det er så to gange tre bøger, men det er jo bare dobbelt så godt.
Stjernerejsen

Stjernerejsen
Tom og hans far sejler verdenshavene tynde, når de altså kan finde en kaptajn, der vil have dem med ombord. Det er ikke let, for Toms far vil helst sidde hele natten og spille kort. Men en dag får de hyre på den skøre kaptajn Hancocks skib. Kursen er sat mod Antarktis og ind over den nådesløse isørken, hvor Hancock i sin tid oplevede noget, der har hjemsøgt ham lige siden ...
"Stjernerejsen" er en vild og eventyrlig fortælling om venskab, sære rejsefæller, en kat ved navn Bentham og en ekspedition, der går ud over al forstand.