Graphic novels i fokus

Graphic novels er vildt populære. Det er noget, vi mærker, når vi er ude at møde både læsere og deres forældre. Det er, som om de fordobler læseglæden… Så lad os se nærmere på genren, og hvad den kan.

Tegninger udvider fortællingen

Graphic novels kan bare noget, som almindelige tekstbøger ikke kan, når det handler om at skabe læseglæde. Det skyldes givetvis formatets særlige blanding af romanformens mere seriøse, lineære fortælleform og billedfortællingens rummelighed.

Tegningerne giver en anden dybde til fortællingerne. Der sker ting på billederne, man ikke kan læse i teksten og omvendt. Tegningerne indbyder også til naturlige læsepauser og aktiverer den del af hjernen, der tænker visuelt. Det gavner helhedsoplevelsen, da teksten både udvides og understøttes.

Det fungerer utroligt godt, at læseren stimuleres på flere måder samtidig – både for dem, der allerede er dygtige til at læse, og dem, der har brug for tegninger til at understøtte oplevelsen.

Fortalt i tid og rum

I AMULET-serien drager søskendeparret Emily og Navin ind i en alternativ virkelighed for at redde deres mor. De bliver hvirvlet ind i en kamp mellem det gode og det onde på tværs af tid og rum, bevidstheder og steder.

Det har tegner og forfatter Kazu Kabuishi illustreret både i store, episke billeder og helt små striber. Han bruger lys og skygger, dramatiske skift i POV, humor og ren billedfortælling til at visualisere et kæmpestort univers, et ret kompliceret filosofisk tema og spring i handlingen.
Teksten i sig selv havde nok kedet nogle børn, men selv mindre børn er helt med, når Emily rejser frem og tilbage i historiens uendelige ”rum” mellem jordens kerne og universets yderste tip.

Ind i følelserne

Det er også nemmere at identificere sig med en karakters følelser, når man ikke kun læser om dem, men også ser på dem på et billede.

Et godt eksempel er fra graphic novel-serien HEKSEDRENGEN. Den handler om drengen Aster, der gerne vil være heks, men som lever i en verden, hvor hekseri kun er for piger.

Der er en sælsomhed over historien, når Aster føler sig tvunget ind i en identitet, han ikke ønsker. I tegningerne bruges en magisk natur til at understrege det, og Asters følelser bliver også mere nærværende i kraft af tegner- og forfatter Molly Knox Ostertags evne til at fastholde blikket på følelserne hos karaktererne.

Graphic novels er ikke en genre

Graphic novel er egentlig ikke en genre – det er et format, som forskellige genrer kan være lavet i. De kan både være humoristiske og mere seriøse fortællinger, de kan være ren fiktion eller mere faktuelle. Derfor er der også graphic novels for enhver smag og alder.

Graphic novels til de mindre børn

RUMLE OG BOB er en af vores nyere graphic novels til indskolingen, og her er humor det bærende element. To gakkede venner tager ud for at opleve noget vildt, og det bliver altid lidt for meget for dem. Deres ALT for store følelser er enkelt illustreret med pangfarver, og teksten er sat i baggrunden for en humoristisk og helt enkelt streg, der minder om den mere letbenede tegneseriestribe.

Sjove dagbogsromaner til mellemtrinnet

Fordi formatet både skaber og vedligeholder læselyst, anbefaler vi ofte graphic novels til børn på mellemtrinnet, som finder det svært eller kedeligt at læse. Her er de sjove og gennemillustrerede dagbogsromaner et fantastisk alternativ til den klassiske graphic novel.

For de lidt ældre læsere

Vi udgiver en del illustrerede romaner til de større børn. De er meget beslægtet med den mere traditionelle graphic novel, men billedsiden fylder mindre for at give mere plads til, at læseren også kan lære den klassiske romanform at kende.