Fokus: Danmarks Radio og læseglæde

Når elever møder karakterer og universer, de allerede kender og holder af, bliver vejen ind i bøgerne ofte kortere. Derfor kan DR's populære børneuniverser være en oplagt indgang til at styrke læselysten og skabe gode læseoplevelser i danskundervisningen.

Danmarks Radio har gennem en årrække sat fokus på børns læsning og arbejdet for at inspirere flere børn til at få lyst til at læse, blandt andet med tiltaget Alle ord tæller. I samarbejde med DR har Alvilda udgivet en række bøger, der bygger videre på kendte figurer og fortællinger fra tv. Bøgerne giver eleverne mulighed for at opleve deres favorituniverser i et nyt format og kan bruges som afsæt for både læsetræning, litteratursamtaler og kreative aktiviteter i undervisningen.

Emmas kreabog

Tag kreativiteten med ind i danskundervisningen med ”Emmas
kreabog” af Emma Løber Grundholm, der er vært på det populære Ramasjang-program KREABIX. Bogen er fyldt med idéer til kreative projekter, som kan inspirere eleverne til at arbejde skabende med fortællinger, figurer og formidling. Til bogen hører en gratis undervisningsvejledning med fiktionstekster og idéer til, hvordan de kreative aktiviteter kan kobles til danskfaglige mål.

Undervisningsmateriale til bogen

HundeBanden

HundeBanden er et elsket program på Ramasjang, hvor fem hunde tager på sjove eventyr. Nu får hundene deres helt egen letlæste bogserie i lix 14 skrevet af Mette Finderup og illustreret af Flemming Schmidt. Hver hund har sin egen dagbog fyldt med kruseduller, tegninger og overskuelige tekster, som giver eleverne en tryg og motiverende læseoplevelse med de velkendte hunde. Serien egner sig særligt godt til den første frilæsning og som supplement til den daglige læsetræning.

Aktivitetsark med HundeBanden

Børste

Det nysgerrige pindsvin Børste fra Minisjang har fundet vej fra skærmen til bøgerne. Historierne, skabt af Tine Kej, tager udgangspunkt i børns hverdag og følelser og lægger op til dialog om venskab, genkendelige situationer og sproglig udvikling. Bøgerne er oplagte til højtlæsning, samtaler og fælles læseoplevelser for de yngste. I Børste-bøgerne møder man også Orm fra Læs med Orm.

Malle

"Malle og den første forelskelse" af Malle Riemer handler om at være en god ven – også over for sig selv. Bogen kan med fordel kobles til DR Ultra-programmet ’Klassen’, hvor Malle medvirker i afsnittet "Besat af at være perfekt". Her sætter hun fokus på selvkærlighed, perfektionisme og vigtigheden af at tale pænt til sig selv. Sammen giver bog og tv-afsnittet et stærkt afsæt for samtaler om trivsel, identitet, selvværd og de forventninger, mange børn oplever i hverdagen.