Året går på hæld, men sikke et år det har været!
For at markere årets afslutning ser vi tilbage på et lille udvalg af de mange bøger, som har formet 2023 for os her på forlaget. Vi håber sådan, at det kan inspirere jer til endnu mere læsning i det nye år!
Rigtig god læselyst – og på gensyn i 2024!
Midnatssolens Rige
Mit år har i særdeleshed handlet om ”Midnatssolens Rige 2: Jernbjerget og Måneøen”, som jeg har været redaktør på. John Kenn Mortensens storslåede fantasytrilogi er i mine øjne helt særlig og unik indenfor dansk børnelitteratur. Hans world building er imponerende, og det vrimler med monstre og andre bæster i hans univers. Jeg glæder mig til at arbejde på sidste bog i det kommende år!
- Fie, redaktør og souschef
Far & Papa
Da jeg for halvandet år siden rakte ud til Kaspar og Lambang Arianto omkring en mulig børnebogsserie, havde jeg aldrig drømt om hvor givende et samarbejde, det ville blive, og hvor rørende, originale, sjove og vigtige bøger, der ville komme ud af det.
”Far & Papa”-serien handler om børns store spørgsmål, som kan være udfordrende for voksne at svare på – f.eks. bogen ”Hvad er en flygtning?” som, udover at tage afsæt i Lambangs families historie som flygtninge, er lavet i samarbejde med Røde Kors.
- Katrine, marketing og udviklingsredaktør
Iltjagt
2023 var året, hvor Nicole Boyle Rødtnes’ serie blev læst af allerflest børn i Danmark – 35.000 gratis bøger blev uddelt ifm. Verdensbogugen, og de positive tilbagemeldinger har været overvældende!
Serien handler om en forurenet verden, hvor ilt koster penge. Nicole bruger denne dystre men fantastiske verden til at sætte fokus på moralske dilemmaer. Første bog handler meget om, hvor svært det er at være et godt menneske, når ens liv står på spil. Men det betyder ikke, at tingene er håbløse. Serien viser netop, at selvfølgelig skal man være et godt menneske, også selvom det er svært, og prisen ofte er høj. Både for sin egen skyld, men så sandelig også for hele resten af verdens.
- Jonas, forlagsdirektør
Fugle i Danmark og Norden - Kalender 2024
Alvilda har i mange år udgivet kalendere i forskellige formater. I år udkom bordkalenderen ”Fugle i Danmark og Norden” for første gang. Jeg er personligt vældig stolt over resultatet, og at så mange danskere har taget godt imod den.
Kalenderen er fyldt med smukke akvareller af fugle, og hver dag i 2024 vil bringe en ny fugleart til live med en beskrivelse af dens kendetegn, levesteder og trækvaner. Det er den perfekte kalender til fugleentusiaster eller naturelskere, der ønsker at lære mere om nordens rige fugleliv.
- Kenneth, salgschef
Guide til iværksætteri (Louises version)
Louise Bjerres meget personlige iværksætterbog har betydet noget særligt for mig i år. Selvom jeg ikke selv har en iværksætterdrøm, kunne jeg genkende mig selv i bogen. Arbejdsglæde, impostor syndrom, at være en ung kvinde på arbejdsmarkedet...
Jeg kan helhjertet anbefale den til andre unge kvinder, uanset hvad deres karrieredrømme måtte være. Og så har det bare været en fryd at markedsføre bogen i samarbejde med dygtige Louise – hvordan kunne det andet, når selve undertitlen er direkte inspireret af idolet Taylor Swift?
- Ida, salgs- og marketingkoordinator
Når sandheden svigter
I foråret fik jeg manuskriptet til YA-romanen ”Når sandheden svigter” i hånden. Det stod hurtigt klart, at her var en fortælling, som vil komme til at betyde rigtig meget for unge, der vokser op i en evig nyhedsstrøm. Kildekritik har aldrig været vigtigere end nu, og romanen viser, hvor nemt man kan blive manipuleret online, og hvordan venskab og dialog kan være en stærk modmagt mod fake news og konspirationsteorier.
Man kan mærke fortælleglæden på hver eneste side, historien er hamrende spændende, emnet presserende – jeg tror, det bliver en af de ungdomsbøger, der vil blive husket som noget særligt af den næste generation.
- Anne K., redaktør
A.S.P.E. - Lav dit eget eventyr: Skarpskytten
Som forlagsassistent ved jeg aldrig helt, hvad der lander på mit bord. En gang imellem får jeg nogle ekstra sjove opgaver, og at teste ”Skarpskytten” igennem var en af de sjovere! I denne bog vælger læseren nemlig selv handlingen.
Jeg har testet historien igennem MANGE gange undervejs i redigeringsprocessen, og det har været spændende at følge med i de små ændringer, der blev lavet fra runde til runde. Der gik næsten sport i at se hvor forskellig en historie, jeg kunne få, alt efter hvilke valg jeg tog gennem historien.
- Anne F., forlagsassistent
Mal med vand
Jeg har arbejdet på mange sjove titler i år, men nogle titler er alligevel lidt sjovere end andre – heriblandt vores ”Mal med vand”-bøger, hvor man blot skal brug vand for at få farverne frem på siderne. Det er skideskægt at lege med, og bøgerne er en kæmpesucces - og så er de faktisk ret udfordrende at lave rent teknisk, hvilket gør det til en interessant opgave at være redaktør på.
- Lene, licensredaktør