LG Jensen
LG Jensen er læreruddannet forfatter og har siden 2006 skrevet et væld af bøger for børn, unge og hele familien. Uanset om det er kolde gys og vild action til de ældste eller hyggelig letlæsning til de yngste, leverer LG altid sine historier i et levende sprog med nærvær og humor.
Det samme gør sig gældende i hans populære foredrag på skoler og biblioteker på tværs af hele landet. Med store armbevægelser fortæller han inddragende og sprudlende om sit forfatterskab - eller deler ud af værktøjskassen i sine forfatterworkshops.
LG har siden sin debutroman og helt frem til sin nye serie ”Nøjeren”, gjort det klart, at hans mål er at bringe litteraturen helt ud til dem, som ellers ikke gider at læse, for at vise, at bøger kan være meget mere end de kedelige samlinger af sætninger og ord, som deres lærer tvinger dem til at læse. At de rummer ligeså meget action, spas og gys som film og PlayStation tilsammen. At bøger også kan være rock’n’roll.