Anders Walter
Anders Walter (f. 1978) er en dansk tegner, filminstruktør og manuskriptforfatter. Anders begyndte at tegne for lokale blade som 12-årig og solgte sin første tegneserie som 14-årig til et lokalt ungdomsmagasin. Siden Anders Walter var 16 år, har han levet af at tegne – først ved Århus Stiftstidendes ungdomstillæg ”Tryk 16” og senere som reklametegner for en række større danske reklamebureauer. Anders Walter har lavet plakater for bl.a. Carlsberg, Spies og DSB.
I de seneste år har han også arbejdet for Nordisk Film, hvor han har tegnet biografplakater til produktioner som ”Ved verdens ende”, ”Parterapi” og den nye, animerede udgave af ”Olsen Banden”. Han har desuden udgivet tegneserien ”Solas” i to bind, der også udkommer i Frankrig og Belgien. Udover tegnearbejdet har Anders Walter arbejdet som instruktør på flere danske musikvideoer.
Anders Walter har i 2014 vundet en Oscar for sin kortfilm Helium.